Lavt selvværd

Hvis du har et lavt selvværd, kan det være, at du går rundt med en negativ opfattelse af dig selv, som kan føre til usikkerhed, selvkritik og måske endda stor skyldfølelse. Mange oplever, at de ikke er gode nok i forskellige situationer. Du tror måske, at du er kedelig eller dissideret uinteressant for venner og omgivelserne.

Det er ikke en holdbar situation. Derfor er det vigtigt, at du passer på dig selv, og at du får hjælp til at få øje på dine styrker, og de ressourcer du har, men som du måske har glemt. Her kan det være en idé at starte i individuel terapi.

Hvad sker der, hvis du har lavt selvværd?

I perioder kan vi alle opleve, at selvværdet dykker. Det kan være, når der bliver stillet (eller du selv stiller) så høje krav, at du ikke kan møde dem. Der kan også være perioder, hvor du ikke føler dig god nok, dygtig nok eller blot ikke føler du slår til – i arbejdslivet eller i privatlivet.

Hvis du altid har en stemme, som kritiserer dig i alt, hvad du foretager dig, så er det tid til at behandle dig selv med omsorg og kærlighed, så du igen for tiltro til, at du er god nok, som du er.

Det kan være slidsomt at have negative tanker om sig selv, og det fører ofte til, at du bliver begrænset i dine muligheder for at opleve glæde og få udfoldet dit liv på den bedste måde. Det kan være, du går rundt med en stemme, der hele tiden minder dig om, at ”jeg ikke er værd at elske”, eller ”jeg bliver aldrig til noget”. Tankerne forstærker din følelse, og det kan ofte føre til, at du trækker dig fra sociale fællesskaber eller at bebrejdelserne bliver så omfattende, at de rammer din inderste kerne.

Det er tid til at passe på dig selv

Alle kan lære at passe bedre på sig selv. Og første skridt er blive bedre til at behandle sig selv med omsorg og kærlighed. Sammen kan vi – gennem terapi – opbygge et sundt fundament, så du igen kan få troen på, at du helt grundlæggende er god nok. For selvfølgelig er du det.

Ved at dykke ned i din forhistorie, kan du blive klogere på, hvad der har været med til at skabe det negative selvbillede. Med større forståelse kan vi sammen arbejde terapeutisk med de negative tanker og følelser, der har skabt det lave selvværd. På den måde kan de negative ords magt over dit liv blive reduceret. Terapi kan hjælpe dig med at blive mere klar over dine værdier, og hvad du ønsker med dit liv. Det er det, du fremover skal have fokus på.

Omsorg og selvindsigt er en bedre rejsemakker end negative tanker, som blot fastholder dig i et billede af dig selv, som er langt fra virkeligheden.


Ring til mig på 2721 1157, hvis du vil høre mere om lavt selvværd. Jeg tager gerne en uforpligtende snak.


Opdateret d. af